Genveje til et grønnere Liv

Vidste du, at det sænker dit CO2-aftryk at deltage i et grønt fællesskab? Det er blot en af de mange genveje til grøn levevis, som deltagerne på Avedøre Green City’s ambassadøruddannelse har arbejdet med de sidste fire uger.

Er det mest bæredygtigt at spise danske eller spanske tomater? Det kan lyde som et simpelt spørgsmål, men er ikke helt enkelt at svare på. For er de danske tomater dyrket i et opvarmet drivhus, er tomaterne økologiske eller konventionelle – og har vi fokus på rester af sprøjtegift eller tomaternes CO2-aftryk?

Sådan er det ofte, når vi skal prøve at finde ud af, hvordan vi kan leve så bæredygtigt som muligt, når det gælder madspild, klimavenlig madlavning og genbrug. Det er ikke altid enkelt. Og derfor har en gruppe beboere fra blandt andet Avedøre i de sidste fire uger dykket ned i, hvad det vil sige at leve bæredygtigt. Det har både givet nogle aha-oplevelser, men også en erkendelse af “at ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget”.

Samtidig er der en god energi i at hjælpe hinanden og løfte i flok. Det gør det både lettere at leve bæredygtigt i hverdagen – og svarene på de komplicerede spørgsmål, kan man finde i fællesskab. Og på ambassdøruddannelsen begyndte deltagerne da også at få gode idéer til nye grønne initiativer: Loppemarkeder, byttecentraler og byhaver.

Tre gode genveje til en mere bæredygtig levevis:

  • I køkkenet: Beslut dig for ikke at smide mad ud. Spis lokale råvarer i sæson og spis flere grøntsager og bælgfrugter – mindre kød fra firbenede dyr.
  • Forbrug: Lad pengene være i pungen – køb færre ting. Reparer, lån, byt eller lej i stedet.
  • Fællesskab: Find nogle allierede, så I kan hjælpe og bakke hinanden op!

Og svaret på spørgsmålet om tomaterne: Danske, økologiske tomater er at foretrække om sommeren – de indeholder færrest sprøjtegifte og har et begrænset CO2-aftryk. Uden for de danske tomaters sæson, er økologiske tomater dyrket i Spanien et bedre valg – både transport og emballage fylder relativt lidt i CO2-regnskabet sammenlignet med opvarmningen af drivhuse.

Det er planen at udbyde en ambassadør-uddannelse igen til efteråret. Du kan kontakte Lise fra Avedøre Green City på lhr@greencities.eu, hvis du vil høre mere.

Tilmeld dig AGC’s nyhedsbrev

Hold dig opdateret om nyheder og aktiviteter i Avedøre Green City.

Bliv en ambassadør

Skriv til Rasmus fra Avedøre Green Citys Sekretariat med interesse og/eller spørgsmål.

Følg med

Hør mere om vores arbejde på vores andre kanaler.